Martin Buber: Relationen og kontrollen

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol og underviser

Mennesket kan ikke overskue hele verden. Filosoffen Martin Buber var meget optaget af sociologien med udgangspunkt i en psykologisk analyse af personen sociale erfaringer. Når Martin Buber beskriver, hvad der sker inde i personen, så beskriver han det med to forskellige “grundindstillinger” i mennesket: Jeg-Du og Jeg-Det.

Denne måde at se menneskets indre på er en del af den tænkning vi kalder dialogisk personalisme, og personalisme er netop ikke “personalismEN”, altså i bestemt form, da der for hver tænker er en unik version – unik for den enkelte person. Derfor vil udlægningen herunder være min personlige brug af Martin Bubers begreber – fremfor en redegørelse for Martin Bubers bog ‘Ich und Du’ fra 1913.

Jeg-Du: Relationen og magtesløsheden

Barnet der forlader sin mors skød kan kun 5-6 meter og kan kun få øjenkontakt med 20-25 centimeters afstand. For den nyfødte består hele verden af relationen til forældrene.

Mennesker ophører ikke med at være relationelle, og grundindstillingen Jeg-Du bruger Martin Buber til at beskrive dét, at man for eksempel i samtalen ser ‘personen’. Man er måske på fornavn. Man åbner sig for hinanden. Man erkender, at man ikke kan ‘sætte den anden på formel’, som en anden personalist skrev.

Martin Buber var jøde og beskrev Jeg-Du som den almægtige, alvidende og kærlige Guds relation til mennesket – men ikke den anden vej rundt. Mennesket kan slet ikke overskue, gennemskue eller elske Gud på samme måde. Vi tingsliggør derfor i større eller mindre grad på en skala, hvor Jeg-Du og Jeg-Det er yderpunkter.

Det er i den ånd, at mennesket handler moralsk. Det er mennesket der har en relation til en “du” – en person, som jeg ikke kan manipulere med eller bruge magt overfor. Jeg er magtesløs overfor personen, personen er magtesløs overfor mig og derfor er der frihed.

Jeg-Det: Tingsliggørelse og kontrol

Når mennesket beskriver sin omverden, så bliver den tingsliggjort. Personen har en Jeg-Det-indstilling. De andre bliver registreret og for eksempel beskrevet efter funktion: Kasseekspedienten i supermarkedet (funktion), den høje kvinde (udseende), hende fra parallelklassen (social gruppe), svenskeren (ophav, oprindelsesland) eller noget helt femte.

Uden Jeg-Det har vi ingen følelse af kontrol. Vi kan ikke overskue, at der er 8 milliarder mennesker på jorden, at de alle har drømme og håb for fremtiden – eller for dens sags skyld alle er uendeligt værdifulde. Det er de ikke for os – ikke i vores følelsesliv i det mindste.

Det er med Jeg-Det-indstillingen at vi udtænker og bruger systemer. Jeg-Det-indstillingen er dét, der gør, at vi kan bygge imperier. At vi kan stifte en virksomhed, organisere undervisning, arrangere en fest, handle med varer og – ja – tage kontrol. Eller føle, at vi har en smule kontrol. At vi kan overskue verden og tilværelsen.

Både/og: Et dannet menneske er bevidst

Mennesket rummer begge disse grundindstillinger og skifter mellem dem hele tiden og alt efter kontekst. At være opmærksom på hvornår og hvorfor man skifter – det er måske en god beskrivelse af, hvad ‘dannelse’ er.

Når vi ved, at vi tingsliggør med Jeg-Det-indstillingen, så ved vi også, at de systemer, og den magt vi bruger, bør (burde) afspejle, at vi har at gøre med mennesker med værdighed, frihed, håb og drømme for fremtiden.

Det skal ses som en slags skala: Både Jeg-Du og Jeg-Det er idealtyper, der i princippet er uopnåelige. Vi tingsliggør i større eller mindre grad. Derfor kan vi blive oprørt over et stort trafikuheld i vores nabolag – uanset om vi kender de involverede, mens vi slet ikke opdager, når det samme sker alle mulige andre steder.

Psykologer taler for eksempel også om ind-grupper og ud-grupper. “Ind-gruppen” er den gruppe vi selv er en del af, mens “ud-gruppen” er de andre. Ud-gruppen er dem på naboskolen, der er lidt mærkelige, når dem på ens egen skole er ind-gruppen. Ud-gruppen er dem i nabolandet, der bor få kilometer væk, der da selv må betale for deres sundhedssystem, mens man gladeligt betaler for dem, der bor flere hundrede kilometer væk i ens eget land, og er en del af min ind-gruppe.

Rent psykologisk arbejder de her grundindstillinger inden i mig, når jeg forsøger at navigere i en kompleks verden. Dannelse er dog at huske det, som K.E. Løgstrup skrev: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Tingsliggørelsen er en forudsætning for at forholde sig til verden. Når jeg ved, at jeg uundgåeligt kommer til at tingsliggøre, så betyder det dog ikke, at jeg er undskyldt. Jeg har stadig et stort ansvar.

Læs også om ‘gelænderet til konflikttrappen’, der er en model til at forholde sig til, hvordan Jeg-Du- og Jeg-Det-indstillingen påvirker konflikter.

Link: Gelænderet til konflikttrappen (personledelse.dk).