Bjarne Undergård trådte ind i mødelokalet. Han stillede bakken med kaffe og kopper på bordet, vendte sig om og flyttede en kasse med sodavand lidt længere ud til væggen. Han løftede en halvslidt papkasse med spillertrøjer op fra gulvet og stillede den oven på sodavandskassen. Nu var der plads til, at han kunne trække en stol hen til bordet. De andre var gået i gang med at sende kopper rundt og de to termokander klukkede lystigt.
“Tak fordi I alle kunne komme. Vi har taget tilløb længe, men nu er det på tide, at vi handler på det”, understrede han ved at læne sig ind over bordet. Derefter holdt han en længere tale, med bevingede ord og store armbevægelser. Mens talestrømmen bølgede gennem det metaforiske landskab, faldt Dorte Knud Rasmussen i staver. Hun kiggede ud på børnene, der blev trænet ude på plænen. De driblede omkring kegler med hver deres bold. “Er det mon U12… eller kun U11?”, tænkte hun og lavede bølger med sine øjenbryn. Da hun kom til sig selv, kiggede hun over på Peter Hansen-Nygård, der tydeligvis også var forsvundet ind i en anden drømmeverden end arbejdsgruppens.
“Nu giver jeg ordet videre, så vi kan få præsenteret arbejdsgruppens resultater”, sagde Bjarne med et smil, der både kunne udtrykke lettelse, begejstring og træthed. Arbejdsgruppen havde gennem et halvt år arbejdet på at blive enige om farver til spillerdragterne samt det nye navn til den kommende fælles fodboldklub. Alle omkring bordet vidste udmærket, hvad de var nået frem til, for enten havde de været med i gruppen – eller alternativt havde de bare ikke kunnet holde sig væk. Alle ville gerne kunne sige, at de havde været med til at finde på navnet til den fælles klub.
Opgave: Fremlæg fodboldklubbernes arbejdsgruppes resultater
Fodboldklubbernes arbejdsgruppes ‘resultater’ – deres produkt – skal indeholde:
- En oversigt over de klubber i lokalområdet, der skal være med i fusionen/overbygningen. Undersøg hvilke klubber der er i jeres lokalområde. Hvad hedder de? Hvor hører de til i området? Hvilke farver spiller de i? Sæt informationerne op i en tabel.
- Finde på minimum ét forslag til navn og minimum ét forslag til farver til den nye klub.
- Fremlæg det så begejstret, at Dorte Knud Rasmussen og Peter Hansen-Nygård vågner op, nu det ikke længere er Bjarne Undergård der taler.
VIGTIGT: De små klubber vil ikke være med, hvis det bare er de store klubbers farver, symboler og navn, der lever videre. Arbejdsgruppens opgave er at finde på navn og farver, som alle kan bakke op om.